Jeg har gennem hele livet udført kunst, startede helt tilbage i tiden med lidt træskæring, senere en række mosaik-billeder, men mit ståsted blev nu engang jern/beton-skulpturer. Her både reliefer, til ophæng på væggen, men specielt stående skulpturer i alle størrelser.
Jeg er uddannet i gulv og beton, som jeg har arbejdet med i 40 år. Dette har selvfølgelig været med til at bære min glødende passion for at fremfører kunstværker i jern og beton. Set som kunstner er jeg autodidakt og hvor jeg kalder mig, Beton-Colorist.

Efter utrolig mange år, med udførte værker i jern/beton, skete noget af det værst tænkelige for mit vedkommende. I 2010 var jeg så uheldig at falde ned fra et tag, og det gik desværre ud over min rygsøjle. Flere brud og en grim operation, gjorde at jeg herfra var nødsaget til at stoppe med at udfører jern/beton kunst.
"...Ironisk nok endte jeg med selv at blive den sidste skulptur, med indlagt stål i rygsøjlen..."

For en periode, blev dette helt et stop for udførelsen af kunst, men med tiden fandt jeg interesse i andre kunstformer, der ikke fysisk var så hårde for kroppen.
Nu blev det til siddende billedkunst i stedet. Indenfor de sidste to år, har jeg nu udført en række stof-billeder, i forskellige tekstil materialer. Det er rent autodidakt, men jeg er blevet godt modtaget, og har idag mest fokus på at male akryl-malerier.

"...så hvor skulpturene skulle have været mit ståsted, blev malerierne istedet mit siddested..."

Som kunstner er udstillinger en utrolig fasinerende ting. Det giver ikke mindst muligheden for at sælge sin kunst, men mest fasinerende fordi det giver muligheden for at vise sin kunst frem for omverdenen.
Jeg har som sagt været kunstner i mange år, men specielt her de sidste godt fem år, har jeg haft utrolig mange udstillinger. Jeg har været en del omkring, og er utrolig stolt over at folk har villet have min kunst stående som inspiration til forretninger, forsamlinger, hjem, samt haver. Efter rygskaden har jeg dog valgt at stoppe med at holde udstillinger, og viser idag kun min kunst frem her på hjemmesiden.